søndag den 24. maj 2015

Dag -376, -375 og -374 Norge

Norge

.....eller Noreg som det hedder på Nynorsk.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med det, da jeg så skiløb sammen med fatter på Sportslørdag på DR. Her var det ikke nu ikke så meget nordmændene, der gjorde indtryk men mere svenskeren Ingemar Steenmark.
Senere blev det dog til mange timer foran tv'et, og noget der stadig sidder printet i hukommelsen, er OL i Lillehammer i 1994. Langrend har altid været favoritten tæt fulgt af skiskydning - ikke ligefrem nogen af Danmarks fremste sportsgrene.



De store stjerner var dengang Johan Olav Koss (Hurtigløb på skøjter) samt den helt store stjerne Bjørn Dæhlie. Sidst nævnte sad jeg engang ved siden af på flyet hjem fra Trondheim.

Dette var sidst i februar 1994 og og samme år sluttede jeg på Handelsskolen i Svendborg uden reelt at vide, hvad jeg havde lyst til. Lidt ligesom mange andre unge vil jeg tro.
På skolen havde vi en opslagstavle, hvor forskellige firmaer søgte efter elever. 
Der blev søgt efter alt ligefra kontorelever hos den lokale tømrermester til elever hos Mærsk.
En annonce fra JYSK (dengang Jysk Sengetøjslager) søgte elever til Norge. Jeg tog ned til den lokale butik, hvor jeg fik et ansøgnings skema. Et af punkterne som skulle udfyldes var , hvor man havde lyst til at bo. Mulighederne var Oslo, Stavanger, Bergen og Trondheim. Jeg vidste hvor Oslo lå, men havde vel egentlig aldrig hørt om nogen af de tre andre. Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle vælge. Der var sikkert mange, der ville vælge Oslo, så der var chancen sikkert ikke stor. Jeg lavede en seddel med de tre andre byer på, lukkede øjnene og satte en finger på papiret. Det blev Trondheim.....men hvor fa'en lå det lige??
Frem med et atlas....hold da kæft det var langt væk hjemmefra....930km i lige linie.
Efter et stykke tid blev jeg kaldt til samtale om jobbet og fik det. 



4.juli 1994 var min første arbejdsdag i det nye. Heldigvis var jeg ikke alene. I hver by var vi to, så vi ikke skulle føle os alt for alene. Min "cellekammerat" og i dag en af mine bedste venner - Hans Nielsen - delte jeg hybel sammen med i omkring 1 år inden klovnen giftede sig og flyttede til Moss ;-)
I Trondheim følte jeg mig hjemme med det samme. Fantastiske mennesker mødte jeg der, og selvom jeg ikke talte sproget særlig godt i starten, gik det nu egentlig fint nok. Sålænge man ikke er bange for mennesker, bange for at lave fejl i sproget, bange for at blive en smule til grin, så går det bedre med at lære at tale sproget. Griner de er der sgu nok et eller andet galt - svarer de tilbage, så forstår de det....så efterhånden lærte jeg sproget ganske godt og taler det i dag næsten flydende.
Også den noget specielle dialekt - Trøndersk - lærte jeg hurtigt. Den minder meget om Fynsk ligesom hele den Trønderske væremåde også er. Lidt bondsk og afslappet med en allerhelvedes charmerende dialekt :-D
Ikke så underligt at jeg følte mig hjemme der......
Trondheim havde - og det har de stadig - Norges bedste fodboldhold....Rosenborg. På tidspunktet jeg flyttede derop, havde de vundet to mesterskaber i træk og vandt det år det tredje. Så det var fedt at følge holdet.....13 mesterskaber i træk blev det til før serien i 2005 blev brudt.

1996 var det slut og jeg ville prøve noget nyt, så jeg flyttede til Gøteborg. Mit Norge's eventyr var slut for denne gang.
Heldigvis har jeg holdt kontakten med Hans gennem årene.

Anden runde.......
startede i juli 2007. 
Her søgte jeg en stilling hos JYSK som koncept koordinator og fik den. Jeg havde givet mig selv en "kontrakt" på minimum 5 år, hvilket det i sidste ende også blev til.
I jobbet blev til en masse rejser frem og tilbage i landet, og jeg blev hurtigt mindet om, hvor stort landet reelt set er. Til sammenligning er Danmark 43100 km/2 stort....Norge er 385.170 km/2!!! I Danmark bor der ca. 5,7 mio mennesker - i Norge 5,1 mio. Meget af landet er ikke beboet og ligger til med masser af fjelde og en hamrende flot natur, som ikke kan beskrives, men skal opleves.

(Fotograf : Ukendt)

Jeg rejste utrolig meget i bil eller med fly - det var jo en del af jobbet - og kom til at opleve meget af landet.
Som en af mine venner sagde, så har jeg set mere af Norge, end de fleste Nordmænd har eller kommer til.
Det er desværre ikke helt korrekt, selvom jeg har besøgt mange byer og kørt mange kilometer i bil. Hvad jeg for det meste så var lufthavne, hoteller og butikker.
De sidste par år af min 5 års "kontrakt" med mig selv, blev jeg grebet en del af fotografering. En af mine kollegaer dengang - Henrik Strømstad - er en af Norge's bedste natur fotografer og fik mig interesseret i denne hobby.
Fotografering er en alsidig hobby også indenfor naturfotografering. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg er bedst til at fotografere dyr, hvorimod jeg har utrolig meget at lære, når det kommer til landskabs fotografering.


Tjek Henrik's fotoside ud her http://conlight.no/koken/.......

Efter 5 års arbejde med de bedste kollegaer jeg har kunnet drømme om, var det tid til at flytte tilbage til Danmark igen.
Jeg savner Norge hver eneste gang, jeg ser skisport eller bare er ude i naturen, snakker med andre om Norge og endnu mere, når jeg besøger Norge 17.maj (Norge's nationaldag). 
Flytter jeg tilbage igen?? Det ved jeg ikke, men det er meget muligt......tiden har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig ;-)

Nyd Henrik's billeder, så forstår i hvorfor, jeg savner den Norske natur.....flyt derop og bo der i mere end et år, så forstår i hvorfor jeg elsker menneskerne deroppe og deres væremåde.

Ruten gennem Norge ligger nu fast.
Der kan selvfølgelig komme afvigelser specielt i datoerne for ankomst, til de forskellige steder, men selve ruten ligger fast. Den bliver der ikke pillet ved.
Ruten kan ses i fanebladet "Rute".

Fortsat rigtig god dag :-D

Mvh
Jesper





Ingen kommentarer:

Send en kommentar