torsdag den 28. maj 2015

Dag -370 og -369 Ruten gennem Tyskland og Østrig er færdig

Ruten gennem Tyskland og Østrig er færdig

Ruten gennem Tyskland og Østrig er nu færdig.

Man skulle næsten tro, at Tyskland ville tage meget længere tid at vandre igennem end det det faktisk gør, da landet er så stort, men faktisk er landet kun stort i masse - længden på landet er noget helt andet.
7 uger og 2 dage - godt 909 km fra Puttgarden og ned til den Østrigske grænse.

Norge bliver en udfordring pga. den lange tur - Tyskland bliver det samme, men her er det været, der vil blive den udfordrende faktor.
De to kolde vintermåneder - januar og februar - bliver gået i Tyskland og Østrig, og Syd-Tyskland/Østrig er jo ikke ligefrem kendt for at spare på sneen i disse måneder.
Jeg har kigget lidt på vejrkort og temperaturer for de sidste to år, og det ser nu ikke så slemt ud, men så er der chill faktoren. Uanset så mener jeg, at jeg er rigtig godt forberedt udstyrs mæssigt.
Træningen i kulde bliver svært, for jeg kan jo ikke ligefremt regne med, at det vil sne ret meget her hjemme.
Men her er jeg så heldig, at arbejde på et køle/fryse lager. 
På fryselageret er der -25 grader, hvis jeg ikke husker helt forkert, men der er selvfølgelig ingen vind til at gøre op for chill faktoren. Temperaturerne på de vejrkort, jeg har kigget på, siger dog at jeg selv med indregnet chill faktor ikke vil nå op på -25 grader i det hele taget.
Så udfordringen i vinteren bliver hvor godt der er ryddet for sne på vejene - hvor brede de er at gå på, når der ligger sne i vejkanten.

Tyskland er et af de lande, jeg har glædet mig meget til at vandre i. 
Her er det måske ikke så meget naturen, jeg glæder mig til, som det er i Norges tilfælde, men mere det at møde det Tyske folk. 
Vi er er her i Danmark vant til at se Tyskland som storebror. Mange kigger stadig skævt til dem pga. krigen, men heldigvis er den ved at være glemt. Som ung så jeg på Tyskerne, lidt som jeg så på folk fra København. Lidt brovtende og storsnudede - på det tidspunkt var janteloven for mit vedkommende stadig ganske meget i live. Det er der heldigvis vendt om på, og det kan jeg takke de mange år i udlandet for. At rejse ud og BO i et andet land, hvad enten det er Kazakhstan eller bare Norge, hvor vi trods alt er meget ens, så lærer man meget mere om andre, og ikke mindst sig selv, når man skal tilpasse sig en anden kultur.
Jeg har, siden jeg var ung (det er jeg jo stadig ;-) lært, at Tyskerne er et meget gæstfrit folk, som vi kan lære utrolig meget af. Danskerne har det lidt med at se skævt til fremmede folk, og for en dansker tager det meget lang tid, at lukke op. 
Tyskerne er meget mere åbne, og vil gerne snakke med folk i stedet for bare kun at lytte.

Overnatningerne i Tyskland sker for det meste i skovbryn eller på marker hos en bonde. Dog vil jeg hver uge tage en tur på vandrehjem for lige at få et varmt bad og få vasket tøj.

Turen gennem Østrig bliver kun på 3 dage - måske tager jeg en ekstra dag i Innsbruck, men det vil tiden vise.
I Østrig går turen direkte mod den Italienske grænse, hvor den første by jeg møder vil være Brennero.

Italien er det land, jeg glæder mig allermest til at vandre i.
Jeg har kun været i Rom, eller kørt gennem Italien på vej til Rom, så jeg ved reelt set ikke, hvad der venter mig.
Måske er det dét, der er det spændende i landet? Jeg kender ikke rigtig nogen Italienere privat, så jeg glæder mig rigtig meget til at møde lokale Italienere.

Og så er der jo selvfølgelig maden og vinen......
Bliver sjovt at kigge på ruten gennem Italien i starten af næste uge :-D

Fortsat god dag.

Mvh
Jesper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar