søndag den 17. november 2013

Overnatning på etape 148

 
Så fik jeg lige testet telt og vinter-soveposen i aftes.
Hvad skal man da ellers gøre, når man lige har 3 fridage i streg.
 
Jeg tog en tur til Randers fredag, for at starte på indsamlingen samt at gøre lidt opmærksomhed på turen. Placeringen var min gamle arbejdsplads REMA1000 Helsted, hvor der er en del kunder om fredagen.
Det blev dog mest til snak med stamkunderne, som næsten ikke kunne genkende mig med fuldskæg (det er jo MOvember), men 50,- fik jeg dog samlet ind til turen. Sponsoren var en af stamkunderne, som også har god kontakt til bestyrelsen i Verdo, der er et stort el-selskab i Randers. Umiddelbart mente han ikke, at de kunne tænke sig at sponsere noget, men da jeg nævnte solcelle laderen, som skal gi mig strøm på hele turen blev det straks en anden sag - så hvem ved, måske de vil sponsere min solcellelader/batteri?? Det vil jo gi godt 4.000,- til turen :-)
 
Lørdag tog jeg turen til REMA1000 i Hasseris (Aalborg), men der var en stor flok socialdemokrater som havde taget hele arealet foran butikken. Nå - hva gør man så......jo, man tager da et smut til Rold Skov, hvor etape 147 slutter og 148 begynder.
 


 
Shelteret jeg skal overnatte ved ligger i en gammel bøgeskov tæt på den gamle kro Mosskovpavillionen (GPS koordinater 56.80286 - 9.87581 (decimalformat)). Umiddelbart ser shelteret ikke ud af det helt store, men for dælen det ligger godt placeret - meget tæt på Store Okssø med bademuligheder.
Forpagteren af kroen var så venlig at låne mig en lighter, så jeg kunne få gang i stormkøkkenet. Gammelfar havde jo selvfølgelig glemt tændstikker - godt gået Svop......klovn!!!!
 
 




Rold Skov dækker 80 km2 eller 8000 ha. I virkeligheden er det mange mindre skove med hver sit lokale navn, som til sammen danner det store område, der under fællesbetegnelsen Rold Skov udgør Danmarks største skov.
En af de store grunde til den rige natur i og omkring Rold Skov er den rige mængde af kalk i undergrunden, som bl.a. er med til at skabe et rigt planteliv, med planter, som kun findes i Rold Skov i Danmark.
Kalkminerne er desuden et yndet turistmål, hvis lange og dybe minegange bl.a. rummer en del kalkskulpturer men også er hjemsted for flagermus.
Tilbage i middelalderen gik en af de vigtigste veje gennem Rold skov, hvorfor der her fandtes en del røvere, som gerne tog sig af de riges værdier.....var der nogen der sagde Sherwood Forest/Robin Hood??
 
HYG JER :-)

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar