fredag den 23. maj 2014

Tilbage med ny energi

 
Så er jeg tilbage på bloggen med ny energi.
Det første indlæg siden starten af januar.
 
I 4 måneder har jeg samlet ny energi til at gennemføre dette store projekt. Jeg har revurderet min tilgang til selve projektet, revurderet budget og da det ikke lykkedes at finde nogen sponsorer, så betaler jeg for turen selv.
 
Bare det at planlægge etaperne/selve ruten tager ret så lang tid. Når man så kobler det sammen med alle de andre ting der er ved sådan et projekt - udstyr (opgradering, forbedring, tilpasning etc.), rejseforsikring, reservedele til udstyr/udskiftning af udstyr under turen, hvilket godtgørende skal der samles ind til og hvordan skal det foregå (hænger fortsat til Kræftens Bekæmpelse)......jeg kan komme på mange andre opgaver, der alle sammen tager tid....rigtig meget tid.
Så at jeg i starten troede på, at jeg kunne gennemføre planlægningen på under 10 måneder var vel noget naivt......men lysten var der.
 
Mht. træningen så er dette ikke noget der skal tages let på. Det fandt jeg ud af, da jeg efter godt 4 måneders stands i træningen, tog på en 18km tur med fuld oppakning (dvs. 40kg bagage samt selve vognen).
Selve turen blev gennemført uden de større problemer. Kunne dog godt mærke, at der var lidt ømhed i ryggen, men det var vel at forvente. Dagen efter var jeg ikke bare øm i ryggen, men stiv som et bræt - benene havde det dog fint. Det viser bare, at skal jeg holde til over 200 etaper - nogen af dobbelt længde af denne træningstur, så skal der trænes meget mere på enkelte steder.
 
Udstyret er en anden del, det er ret godt at træne med.
Teltet jeg købte ind, har vist sig at være for lille. En fejl der kommer til at koste godt 3.000,- på et i forvejen skrabet budget....træls men en vigtig lærepenge og fint jeg fandt ud af det nu.
Teltet havde simpelthen en alt for lille apsis (bagagerum/forrum) til at vognen kunne være derinde. Mange har spurgt på, hvorfor vognen skal ind i teltet.....kunne den ikke bare ligge udenfor? Jo det kunne den egentlig godt, men når det regner ekstremt eller sner kraftigt, så er det ikke skide smart den ligger udenfor. Den er regntæt men ikke vandtæt. At ligge ude i f.eks. et skybrud vil betyde, at vognen vil være fuldstændigt gennemblødt, hvilket igen betyder, at en del af udstyret bliver vådt næste dag (ikke alt er pakket i vandtætte poser). Ydermere betyder opgraderingen af teltet, at der bliver bedre plads til at tørre tøj og lave mad inde i teltet.
Alt andet udstyr ser indtil videre ud til at være i orden.
 
Det godtgørende formål jeg ønsker at samle ind til - Kræftens Bekæmpelse - gik ikke helt som planlagt. Faktisk ret skuffende, men på den anden side, havde turen nu startet, så havde der måske kommet lidt mere ind end de bare 700,- som Ole Udsen, Thomas Nørregaard og jeg selv lagde i kassen. Så min tilgang til dette, var forkert.
Det godtgørende formål ønsker jeg fortsat skal være en del af turen, men jeg skal bare finde ud af, hvordan det skal tackles. Der er mange gode idéer til dette, men skulle I derude have et godt forslag, så sig endelig til.